Absolut Moral – Del 1
I denne lille redegørelse vil jeg prøve at argumentere for og imod eksistensen af en objektiv moral. Hvad taler for den? Hvad taler imod den? Jeg vil sætte fokus på hvad eksistesen af en objektiv moral, betyder for vores samfund og vores forståelse af rigtig og forkert. Hvad er fundamentet for vores forståelse af moral og etik? Hvad ligger til grunden for den? Hvad er det, der går at vores moral er så højt udviklet som den nu engang er?
Nerven er:
- Hvis gud eksisterer, eksisterer objektive moralske værdier og pligter.
- Objektive moralske værdier og pligter eksisterer ikke
- Derfor eksisterer Gud ikke
Hvad er absolut / objektiv moral:
For vi bevæger os ud i dette emne er det vigtigt, at vi har styr på hvad vi helt præcis snakker om. Først må vi lære omkring forskellen mellem det absolutte og det objektive. Det er afgørende for vores forståelse af dette emne. Det er en misforståelse at objektivitet er det samme som det absolute. Sådan forholder det sige ikke. Der er en markant forskel mellem objektivitet og det at noget er absolut. Det vil jeg prøve at uddybe nu
Lad mig starte med at sige. Når man kalder noget for absolut betyder det egentlig, at det ikke er relativt. Du har sikkert hørt mennesker sige ”alt er relativt”. Det er en filosofisk ide og tænkemåde, som går langt tilbage i historien kaldet relativisme. Man mener at filosofien opstod i oldtidens Grækenland. Filosoffen Protagoras skrev i sin bog ”sandheden” en meget berømt sætning, der er blev kendt som ”Homo Mensura”. Det betyder: Mennesket er altings målestok. “Mennesket er alle tings målestok: For de værende ting, at de er, for de ikke-værende, at de ikke er”. Udtrykt på en anden måde af Platon. Ideen er her at uanset hvad vi tænker, mener, synes, gør, tror og føler, så vil der altid være nogen, der er af en anden mening. Der findes intet absolut. Alt er subjektivt og alting varier. Vi kan og vil aldrig være i stand til at opstille nogen absolut sandhed. I relativisme bliver alt sat i forhold til værdi, sandhed, betydning osv. Der indes ikke nogen generel opfattelse af noget som helst. Alting varier fra bevidsthed til bevidsthed. Alt sandhed er relativ. Derfor opfattes al diskussion og argumentation, kun som et forsøg på at føre sine egne holdninger frem. Et slags propaganda for at etablere ens egne holdninger.
Altså: Udfra et relativt synspunkt, kan vi ikke opstille nogle absolutheder. Der findes ingen absolut sandhed. Alt, som har betydning, har det kun i forhold til noget andet.
Kultur relativisme
Inde for relativistisk synspunkt findes kultur relativsmen. Som navnet også antyder, så er dette en kultur opfattelse, hvor man føre ideen fra relativismen videre. Alle kulture bliver set som en intregreret helhed. Kort sagt findes der ingen fælles værdier for de kulture, vi ser her på jorden.
Kultur relativismen indebære følgende:
- Det er en tilfældighed, hvis der findes universelt accepterede normer for rationalitet, godhed, sandhed, osv.
- Personers handlemåder og synspunkter kan eller bør kun vurderes i forhold til de pågældende personers normer.
- Viden, rationalitet og begrundelse kun er mulige i forhold til en gruppes standarder eller principper.
- Der ingen substantiel skelnen er mellem at anse noget for at være rationelt osv.
- Det er umuligt at argumentere for, at en gruppes standarder er at foretrække for en anden gruppes standarder
Lægger man alt dette sammen, kommer man til konklusionen. Der findes ikke nogen absolut i menneskeheden. Vores forståelse af rigtig og forkert varier fra kultur til kultur. Det er ren tilfældighed at mord på spædbørn er forkert, og at ærlighed er rigtigt. Det kunne ligeså godt være omvendt ifølge kultur relativsmen. Der findes ikke noget eller nogen, som har ansporet vores opfattelse af moral.
En kultur, der har glemt hvordan man tænker
Vi lever i en tid, som nok er den mest i rationelle i hele menneskets historie. Vores tid er præget af et opgør. Et opgør som omhandler retten til sandheden. Der bliver sat spørgsmåls tegn ved hele ”viden begrebet”. Hvad ved vi egentlig? Det er en tænkemåde, som på sin vis er gennemsyret af humanismen. Alt vores viden afhænger af det enkelte menneske. Ideen om viden findes uden for individet bliver smidt væk. Der findes ingen absolute sandheder. Hvis noget skal være sandt eller gyldigt, afhænger det af det helt uafhængigt af det enkelte menneskets accept og erkendelse. Vi er ikke i stand til at opstille absolutter som menneske. Hele dette begreb kaldes postmodernismen, som egentlig er relativisme. Der er mistro til sandheden, etik, moral osv. Det er menneskets egen opfattelse af alting, som er den gyldige. Vi kan ikke gå ind og vurdere, om et menneskets holdning er rigtig eller forkert, for vi har ikke noget at stille det op imod.
Mange mennesker sluger dette råt uden at tænke det mindste over det. Postmodernismen sætter menneskets egen holdning i centrum. Det sætter os fri fra mange ting. Vi kan forsvare alting, vi kan gøre alting. Kort sagt: Postmodernismen sætter os fri, fra den ubehagelige ”hundesnor”, som vi er bundet af. Vi er sat fri for ansvar. Der er ingen, der kan så at sige dømme vores handling rigtig eller forkert.
Jeg tror ikke, at folk er klar over hvad det egentligt er, de siger ja til, når de invitere postmodernismen ind i vores kultur. Alt for få tænker over det, og lader sig narre af ideen om det enkelte menneskes mening i centrum. Det er jo den mest behagelig. Det fritager os for mange ting. Vi kan springe over der, hvor gæret er lavest i rigtig mange tilfælde.
Spørgsmålet er: Findes der nogen absolut sandhed?
En tilhænger af postmodernismen vil sige nej, og vil udbygge den påstand med argumenter som jeg tidligere har beskrevet. Der findes ingen absolut sandhed. Det er helto op til en selv at finde sin egen personlige sandhed. Men her hopper kæden i allerhøjeste grad af.
Relativismen fungerer ikke
I vores verden findes der nogle absolute sandheder, som vi ikke kan komme udenom eller bortforklare. Inden jeg starter med at forklare hvorfor relativismen ikke fungere, så vil jeg fortælle en lille historie. Du sidder i skolen og har matematik. Matematik må siges at være et system, hvor der findes absolut sandhed. Din lære skriver på tavlen ”1+1 = 2”. Det vil der nok ikke være så mange, som har nogle indvendinger imod, men alligevel rækker du hånden op: ”For mig kære fru lære er 1+1 altså 3”. Hvad vil der så ske? Du kan jo argumentere for at alt er relativt også matematik. Men det er ligemeget for 1+1 er ikke 3. 1+1 er 2, ligemeget om du så synes det er 3. Det er forkert, helt og andeles forkert. Og hvorfor det? Det er meget simpelt. Matematik er ikke et spørgsmål om meninger. Det er et spørgsmål om fakta. Og det er fakta at 1+1 = 2 og ikke 3. Det er en sandhed, som ikke er relativ. Og hvis din lære så giver dig -3 for at sige at 1+1 er 3, så er det ikke fordi, hun har krav på sandhed og hun vælger at 1+1 er 2. Hun ønsker for sine elever at de kan finde ud af matematik. Det er slet ikke for at føre propaganda for sin egen holdninger, at hun giver dig -3, for at sige at 1+1 er 3. Hun ved at matematik er et spørgsmål om fakta, og ved derfor at 1+1 er 2.
Sandhed handler om fakta, ikke om meninger. Det er vigtig at man forstår den forskel. Man kan nemt komme til at forveksle de ting. Derfor vil jeg nu prøve at give nogle eksempler på forskellen mellem fakta og meninger:
Fakta Mening
Er enten sande eller falske Er hverken sande eller falske
Er objektive Er subjektive
Beskriver virkeligheden Beskriver dine følelser
”Der er stole i dette rum” ”Stole er pænere end borde”
”Abortion er moralsk forkert” ”Jeg kan personligt ikke lide det”
Det er skræmmende nemt, at lade vores meninger få indflydelse på sandheden. Det er derfor at matematik er et godt eksempel. Matematik kan sagtens varier fra sted til sted, og sikkert også fra kultur til kultur. Men derfor er den matematisk sandhed stadigvæk absolut. Matematik er ikke subjektivt, det handler ikke om meninger.William Shank udregnede i 1873 regnede pi ud, med en præcision på 707 ciffer. Det viste sig dog senere at han havde lavet en fejl, og at 527 af cifferne var forkert. Hans model passede ikke. Men betyder det at pi er relativt og subjektivt? På ingen måde. Det betyder kun at William Shank lavede en regne fejl. Relativismen fungere altså ikke med videnskab. For 1+1 er 2 og ikke 3. Sådan er det uanset om du synes at 1+1 er 3.
Vi kan opstille et andet eksempel. Du er blevet fanget af en flok kannibaler, som nu skal til at stege dig. De har anbragt dig over en sagte ild. Det kan du naturlighvis ikke lide. Det er en absolut sandhed. Den varier ikke fra menneske til menneske, for det er dig, der afgøre om det er sandt. Derfor er det absolut.
Relativismen fungere heler ikke med moral. Absolut ikke. Relativismen sammen med vores forståelse af mora, kaster nogle enorme problemer af sig. Selvom jeg er helt oprigtig, kan jeg stadigvæk være galt på den. Prøv at tænk over det. Er rigtig og forkert, virkelig kun en personlig ting? Hvis ja, så kan holocaust jo retfærdiggøres uden problemer.
Personligt synes jeg holocaust er dybt forkert, men hvis nazisterne var oprigtige, kan det jo sagtens være rigtigt for dem
Hvis vi acceptere postmodernismen og relativismen, hvordan kan vi så afgøre om holocaust er forkert? Det er jo op til det enkelte menneske at afgøre. Hvis det var gældende så ville nazisterne jo være i deres fulde ret til at slå jøderne ihjel. Men alligevel reagerede menneskeheden på en anden måde. Vi så jo at resten af menneskeheden fandt holocaust dybt forkasteligt, og følte sig i deres fulde ret til at gå i krig mod nazisterne. Og det gjorde de jo. Holocaust blev kaldt en forbrydelse imod menneskeheden? Men kan postmodernismen og relativismen afgøre det, uden at modsige sig selv. Niks. Der hopper kæden af. Holocaust er et godt eksempel på at postmodernismen og relativismen ikke fungere.
Den lille gamle dame
Jeg vil nu fortælle en anden historie som udtrykker min pointe om relativismen. Du går ned af fortorvet på en meget trafikeret vej. Ved fodovergangen ser du en gammel dame.
Hun ser meget bange ud, fordi hun skal til at krydse den store farlige vej. Du kommer ned mod dig og en situation opstår. Hvis sandheden er relativ, så vil du have 3 fuldstændige lige valg. Intet valg er bedre end det andet. Disse valg er:
- Du kan prøve at undgå at få øjenkontakt med hende. Ignorere hende og håbe at hun ikke spørger dig om hjælp.
- Du kan hjælpe hende over vejen
- Du kan skubbe hende ud foran en bil
Hvis der ikke findes noget absolut, så er der absolut ingen grund til at vælge en af disse muligheder over en anden. Alle de 3 valg burde være lige gode. Vores evne til at træffe valg ville være ren tilfældighed, så i 33 % af tilfælde vil den stakkels gamle dame, blive skubbet ud foran en bil og bliver kørt ihjel. Men sådan forholder det sig jo absolut ikke. Det er en promille af mennesker, som vil vælge nummer 3. Nogle vil nok tage nummer 1, men langt de fleste vil tage nummer 2. Hvad er det, der gør, at vi tager nummer 2 over 3? Det er ganske simpelt. Nummer 3 er simpelthen forkert. Det er ikke rigtigt, at skubbe en gammel dame ud foran en bil. Og det er et faktum at i praktisk talt alle kulture, så er mord på en gammel dame forkert.
Nøglen til Universet: At kende rigtigt og forkert
Hvorfor er det forkert at skubbe en gammel dame ud foran en bil? Hvordan er vi i stand til at afgøre at det er forkert? Og hvorfor er det praktisk talt forkert i alle verdens kulturer? C.S Lewis har i sin fremragende bog ”Det er kristendom” beskrevet netop dette. Hr. Lewis rammer helt præcist her, når han kalder vores evne til at skelne mellem rigtigt og forkert for ”Naturloven”. Det betyder altså, at det er en lov, som vi ikke behøver at lære. Vi kender allerede til den. Lewis naturlov går i korte træk ud på, at naturloven, vores evne til at skelne mellem rigtig og forkert, må stamme for noget. Hvis vi tager et kig på moral systemerne ned gennem historien, så er den nærmest skræmmende ens. Trofasthed i ægteskabet, ærlighed, godhed imod andre mennesker, ikke at slå ihjel, respekt for ens forældre osv, er moralske grundsten og principper i nærmest alle samfund og kulture.
Det er naturloven. Vores ide om rigtigt og forkert er ikke tilfældige fra kultur til kultur, men der er en gennemgående ide om det, altså noget universelt. Noget absolut og objektivt. Der er noget inde i os, som fortæller os, at det er forkert at skubbe en gammel dame ud foran en bil. Der er nogen inde i os, som protestere mod holocaust. Noget inden i os, som reagere imod mord på spædbørn. Hvad er det?
Der findes absolut moral
Prøv at forestille dig denne situation. Vi kender alle de nogle gange irriterende spørgsmål, som børn kan stille. De spørger konstant og deres spørgsmål er gennemsyret af ordet: Hvorfor… Forestil dig denne konversation mellem en 5-årig og dens forældre
”Andreas, lad være med at lege med tændstikkerne”
”Hvorfor?”
”Fordi jeg siger det”
”Hvorfor?”
”Fordi du kunne starte en ild, og det vil vi ikke have”
”Hvorfor?”
”Fordi det kunne brænde vores hus ned, og det er ikke godt”
”Hvorfor?”
”Fordi så skal vi til at bo uden for, og det er ikke godt”
”Hvorfor?”
”Fordi vi kunne blive syge og det er ikke godt”
”Hvorfor?”
”Fordi sygdom kan dræbe dig, og du har ikke lyst til at dræbe nogle”
”Hvorfor?”
”Fordi det er forkert og skidt at slå folk ihjel”
”Hvorfor?”
Hvad skal der svares til det sidste? Hvad kan vi sige? Hvorfor er det forkert at slå mennesker ihjel? Jeg vil som et kristen menneske sige:
”Fordi Gud siger det”
Alle spørgsmål kan spores tilbage til Gud. Hvorfor er det rigtigt? Og hvorfor er det forkert? Hvorfor foretrækker vi en handling over en anden? Det er naturloven, som holder os på sporet her. Det er den eneste, som kan give et absolut svar på det her.
Hej Andreas
Noget af et emne du har valgt. Det er et utrolig stort emne, og det er en vigtig del du har fat i. Jeg må sige, at jeg ikke vidste det helt store til dette emne, selvom jeg har læst “Det er kristendom”, som du også henviser til, men du formår at gøre det forståeligt.
Jeg glæder mig til at se mere fra dig nu. Det kan kun blive godt!
Tak for et spændende indlæg.
Du nævner selv Holocaust – men for at stoppe disse meningsløse myrderier, var De Allierede under Anden Verdenskrig nødt til at slå mange tyske soldater og civile ihjel. De forbrød sig altså mod den \objektive\, absolutte, gudsgivne kristne etik om ikke at slå ihjel.
Men opførte de sig af den grund uetisk? Ikke hvis man forstår etik som de handlinger, der fører til den størst mulige lykke for det størst mulige antal personer (nytteetik). Men så er etikken pludselig situationsafhængig (relativ) og derfor ikke længere absolut.
Du har ret i at relativisme i din version ikke er brugbar. Men samtidig er din version af absolut moral heller ikke brugbar.
Du nævner nogle ting som de fleste sikkert kan blive enige om er forkerte: holocaust og dræbe gamle damer, og bruger disse eksempler som argument for en absolut moral (og dermed en gud). Men hvorfor bruger du ikke ting som slaveri og dødsstraf? I det meste af menneskehedens historie har slaveri og dødsstraf været helt accepteret i de fleste samfund verden over. Det er nærmest kun i de sidste par hundrede år at det har ændret sig. Det er jo netop et eksempel på relativ moral.
Selv biblen er fyldt med relativ moral – moralen ændrer sig jo ret meget fra gamle til nye testamentet. Du vil så sige at det stadig er absolut moral – men det er altså bare moral der er relativ til en bestemt gud.
Du har blot valgt en tilfældig bog blandt 1000 andre og en tilfældig guddom blandt 1000 andre, og så knipser du med fingerne og siger: moral som er relativ til denne bog/gud kalder vi absolut.
Men det holder altså ikke.
Moral er relativ i forhold til samfundets normer, men samfundets normer er jo ikke noget som er tilfældigt opdigtet. Samfundets normer har langsomt udviklet sig til det som samfundet mener er bedst – men nogen gange opdager samfundet at noget andet ville være bedre (og som andre måske mener er værre).
Der er sikkert også en del af moralen som har hjemme i generne – hvis man ikke har en modvilje mod at dræbe sine egen børn, så har man meget mindre chance for at få videreført sine gener. Så en genetisk funderet modvilje mod at dræbe sine egne børn vil have større chance for at spredes i en befolkning, end det modsatte.
I min udgave af din afsluttende dialog med Andreas vil det stoppe med at man fortæller møgungen at hvis han ikke mener der er noget galt i at dræbe et menneske, så må det jo betyde at det er iorden at dræbe ham selv. Det vil Andreas nok forstå.
Tak for din kommentar! Det har givet mig en masse at tænke over!
At moralen varier f.eks i forhold til dødsstraf og slaveri siger ikke så meget om moralen, men nærmere om mennesker. Det er ganske det du siger med slaveri og dødsstraf, men det udelukker ikke eksistensen af absolut moral. Det er lidt ligesom at opdage et nyt land f.eks. Amerika eksisterede absolut også, selvom Columbus og Europæerne ikke var klar over det, da de sejlede over Atlanten. Amerika eksisterede jo stadigvæk også selvom de ikke var sejlet derover. Det er det samme med matematik, matematik udvikler sig selvfølgelig også, men hele grundlaget for matematik er det samme. Da pi første gange blev udregnet med en præcision på 707 ciffer, viste det sig senere at der var en fejl og at 527 af cifrene var forkerte. Men gjorde det pi relativt? Næ det var blot en regnefejl. Man kan sige det samme om slaveri og dødsstraf. Efterhånden som vi bliver klogere og ”opdager” mere, så vil vi også se at dødstraf og slaveri ikke er i orden. Men det er ikke fordi at moralen er relativ. Selvom moralen er absolut, udelukker jo ikke muligheden for, at mennesker kan tag fejl. At hitler kom til en anden konklusion om jøderne end resten af verden, siger ikke noget om moralen, men mere om Hitler! Han tog fejl!
Din påstand omkring ændringer i moralen fra GT til NT holder ikke. Jesus siger selv, at han ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at hele loven skal opfyldes i ham. Og det er den også. Matt 5:17 ”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde” Jesus opfylder profetierne i GT og han ændrer ikke i moseloven. Men det er rigtig mange at mange af de love vi ser i Mosebøgerne ikke er aktuelle mere. Det skyldes at mange af lovene uden over de 10 bud, var samfundsmæssige love til at vejlede hvordan man ”nemmest” kunne overholde de 10 bud. Det er altså ikke en ændring i moralen! Hele ændringen ligger i at Jesus sonede straffen for alle de overtrædelser. Ergo er det ikke til loven vi skal gå, men til Jesus, hvis vi ønkser frelse. Videre kan vi også sige at Bibelen jo også er en historisk bog, så at vi kan læse om folkemord og andre forfærdelige ting, er ikke ensbetydning med at moralen er relativ. Det siger mere om mennesker end om moral.
Om moral er relativ til en bestemt Gud og kultur. Altså moralen og værdierne varier fra sted til sted, kultur til kultur, afhængig af hvilken Gud der bliver troet på. Det synes jeg ikke er tilfældet. Vi ser ikke nogle kulturer eller moralsystemer, hvor utugt, uærlig, tyveri, mord, bedrag og løgn bliver æret og vægtet højt. Hvorfor gør vi ikke det? Simpelthen fordi det er forkert! Det er absolut forkert, det er ikke rigtigt. At der så er eksempler på det modsatte holocaust, ofringer af børn, henrettelser, slaveri osv, siger igen mere om mennesker end det gør om den absolutte moral. Resten af verden forkastede jo holocaust. Det ville de ikke gøre hvis der ikke var nogen absolut moral. For hvad ville sætte dem i stand til det? Hvis Hitler synes at det er i orden at slå 6 millioner jøder ihjel fordi det i hans verden, var i moralsk rigtigt, gør det så moralsk rigtigt? Eller hvis jeg finder på at begå en terror handling, er det så rigtigt, hvis det for mig er helt moralsk okay? Som det jo ville være hvis moralen var relativ. Problemet er at hvis moral er relativ, så er alle handlinger kun gode og onde i forhold til noget. Og derved er de ikke absolut gode. Ergo uden absolut moral kan man ikke vurdere om en handling er god eller ond. Det er blot en handling. Det er ingen objektiv værdi i den. At jeg så vælger kristendommen frem for en anden religion, er en hel anden diskussion.
Som jeg også omtale før, så ser vi ingen kulture hvor de før omtalte ting bliver vægtet højt og æret. At der så er enkelte afvigelser i kristent moral kontra islamistisk moral, betyder egentlig ikke så meget, for ideen og grundlaget for moralen er den samme. Du bruger ligesom mig ordet opdager. Når man opdager noget forudsætter det jo, at det man opdager også eksisterede før man opdage det. Sådan er det også med moral.
Jeg kan godt følge dit argument omkring evolutionært moral, men det er bare ikke nok. At der i vores gener ligger en vilje til vores egne børn er som sådan logisk nok, men hvorfor ligger der så ikke det modsatte over for andre børn? Hvis man forkaster absolut moral gennem evolutions teorien, jamen så må pædofili og mord på spædbørn for sjov, jo i bund og grund være okay. Spørgsmålet om hvilken rolle evolutionsteorien har spillet i dette er egentlig ikke så vigtig. Det handler mere om den underliggende naturalisme bag synet på udviklingen, end på selve den specifikke udviklingsteori. Hvis Gud f.eks. har styret evolutionen (det tror jeg ikke), så kunne han jo godt have brugt den til at få os til at blive sådanne væsener som ser det gode som godt og det onde som ondt. Men hvis man med evolutionen underforstår at det er sket af sig selv og Gud ikke findes, så har jeg meget svært ved at se hvordan evolutionen skulle ende med at lave mennesker for hvem der er sandheder om hvordan de bør behandle hinanden. Så er det hele blot subjektivt